Tidligt liv og uddannelse
Piet Hein blev født den 16. december 1905 i København. Han voksede op i en veluddannet familie og bestod den matematiske studentereksamen på Metropolitanskolen. Efter sin studentereksamen begyndte han at studere filosofikum på Københavns Universitet i 1924, men forlod universitetet midlertidigt for at studere på en privat malerskole i hovedstaden. Herefter flyttede han til Stockholm, hvor han begyndte på Kungliga Svenska Konstakademi, men uden at afslutte studierne. Han vendte tilbage til Danmark og læste teoretisk fysik og filosofi på både Københavns Universitet, Polyteknisk Læreanstalt og Niels Bohr Instituttet, dog uden at afslutte disse uddannelser.
For Piet Hein var der ikke en uoverstigelig afstand mellem kunstens subjektive verden og naturvidenskabens objektive verden. Han udfoldede sig som både kunstner og videnskabsmand hele livet igennem.
Krigsår og senere liv
Under Anden Verdenskrig opholdt Piet Hein sig med sin familie i Argentina, men vendte senere tilbage til Danmark. I 1969 flyttede han til London, hvor han boede indtil 1976, hvorefter han flyttede tilbage til Danmark og bosatte sig på Fyn.
Design og innovation
Piet Hein var en alsidig skaber og blev især kendt for sine design. I 1935 modtog han Guldmedalje i Bruxelles for Ra-lampen, og i 1971 vandt han Industrial Design-prisen. Han modtog også Dansk Designråds Årspris i 1989. Piet Hein er mest berømt for sine geometriske figurer, særligt superellipsen – en kombination af rektanglet og ellipsen, der havde stor indflydelse på hans design af møbler, lamper og ikke mindst superægget.
Superellipsen blev et centralt element i mange af hans design, og den løste i 1969 et specifikt problem ved Vietnam-konferencen i Paris om, hvem der skulle sidde for bordenden. Formen blev også brugt i Sergels Torg i Stockholm i 1959 samt i bygninger i Paris, Canada, Chicago, Japan og den olympiske station i Mexico City.
Piet Hein havde mere end 3.100 registrerede patenter, der vidner om hans brede interesse og opfindsomhed. Hvis hans produktion skulle samles under ét emneord, ville harmoni sandsynligvis være det mest dækkende.
Kendte lamper og opfindelser
Piet Hein designede flere klassiske lamper, som er blevet tidløse ikoner. Ra-lampen, som han designede i 1931, var en af hans første store opfindelser. Lampen blev inspireret af den egyptiske solgud Ra, der om dagen rejste over himlen i en båd for om aftenen at blive slugt af himmelgudinden Nut. Den var blandt den dengang kun 25-årige Piet Heins allerførste opfindelser. Ra lampen blev første gang præsenteret på udstillingen Danske Opfindelser og Konstruktioner i 1933, hvor den fik stor opmærksomhed. Ra-lampen blev blandt andet valgt til at oplyse salgshallen i Københavns nye Hvide Kødby (1931-34). Lampen blev produceret af Lyfa fra 1939 og frem til 1969, hvor den fik en renæssance med moderne farver.
Udover det smukke og enkle design, der også kommer til udtryk i det gennemførte og meget bevidste materialevalg, gør Piet Heins Ra lampe indtryk med sin nærmest geniale lystekniske konstruktion.
I 1934 designede han også Funco-lampen, som blev præsenteret på opfindernes forårsudstilling samme år, samt den eftertragtede Sinus-lampe i 1967 og Flora Folio-lampen i 1969. Hans nok mest solgte design er Superæg-lampen, fra 1972, der designmæssigt var en halveret elipseform.
Død og arv
Piet Hein døde den 17. april 1996 i Middelfart, men hans arbejde og opfindelser lever videre. Hans designs, særligt hans lamper, er i dag anerkendt verden over for deres tidløse skønhed og funktionalitet. Hans liv og værk er en blanding af kunst og videnskab, og han efterlod sig et væld af patenter og ideer, der har haft stor indflydelse på både designverdenen og naturvidenskaben.
Kilde:
piethein.dk
Wikipedia
Gyldendal. Den Store Danske
Danske lamper – 1920 til nu af Malene Lytken
